Midt-Vest Juleafslutning november 2022
Der var næsten fuldt hus omkring bordene til juleafslutningen i klublokalet denne kølige torsdag aften i november 2022. Der var festligt dækket op med juleduge og -servietter, klar til servering af aftenens menu bestående af gløgg og æbleskiver, fulgt af kaffe og småkager. Trods en ihærdig indsats var der enkelte æbleskiver og en håndfuld småkager til overs, – og ikke mindst: 2 kander gløgg. Vi håber, de er kommet nogen til gode den efterfølgende dag ;o)
Snakken gik livligt omkring bordene både før, under og efter æbleskiverne, men der faldt dog delvis ro over gemytterne, da Claus og Asbjørn gjorde klar til julebanko. At Bent Maler skulle løbe med hele 3 præmier, må tilskrives en eller anden drilsk julenisse, der har haft en finger med i spillet. Vi ønsker til lykke til de heldige. Efter bankospillet var det tid til kaffe og småkager, og der var igen fri leg for stemmebåndene.
Tak til alle for en rigtig hyggelig aften.
Glædelig jul og et godt MG-nytår, vi ses igen til klubaften den 26. januar 2023.
Midt-Vest Klubaften Oktober 2022
24 friske og fornøjede medlemmer med velsmurt snakketøj dukkede op til oktober måneds klubaften i Autogalleriet torsdag aften den 27. oktober. Og smøringen blev løbende vedligeholdt, først med en øl/vand, og siden med kaffe og de traditionelle velsmurte franner med pålæg og ost ad libitum. Der blev udvekslet tips og tricks, forslag og referater, planer og drømme i en lind strøm, indtil der var almindeligt opbrud ved 21.15 tiden. Tak for en hyggelig aften til alle. Nu gælder det årets sidste klubaften den 24. november med gløgg og æbleskiver, julehygge og bankospil. Husk, der er tilmelding til denne aften, senest den 18.november til Jørgen Hansen på mail jh@knitmaker.dk
Midt-Vest Klubaften Torsdag den 29. september 2022
Mere end 30 personer fandt vej til Autogalleriet i Herning denne torsdag aften i september, hvor efterårs/vinter-sæsonen’s første klubaften skulle løbe af stablen. Der var linet borde op i gangen, hvor man kunne udstille sine medbragte effekter i håb om, at en eller anden måske kunne bruget noget af det, man selv havde til overs. Og der blev kigget, snakket, pruttet om priser og handlet. Det summede, og der blev hygget til den store guldmedalje. Da handlen tyndede ud var det tid til smørrebrød med en øl eller vand, alt sammen på klubkassens regning. Kaffen blev vi heller ikke snydt for, alt imens snakken gik. Ved 21 tiden var der almindeligt opbrud, snart var bordene ryddet, opvaskeren kørte for fuld skrue, og sporene var hurtigt slettet. Tak til alle for en rigtig hyggelig aften.
Midt-Vest Torvetræf September 2022
Mellem 45 og 50 køretøjer var med til at gøre denne sæson’s sidste torvetræf til et tilløbsstykke. At vejret i den grad var med os, gjorde blot aftenen endnu bedre. Der blev snakket, hygget, sparket dæk, drukket kaffe og spist til den store guldmedalje. Humøret var højt, og med masser af ønsker om en dejlig sensommer med endnu mange ture i de gamle biler, sagde vi på gensyn. Solen gik ned bag de høje bygninger omkring torvet, og temperaturen var for nedadgående. Tak for en dejlig aften, og for endnu en fin sæson med torvetræf på Færch Torvet i Holstebro.
Midt-Vest Torsdagstræf ved Sunds Sø August 2022
En del af os har nok syntes, at vi har fået rigeligt med varme de seneste dage, – så det havde vejrguderne bestemt sig for at lave om på torsdag aften. Overskyet, køligt, ca. 14-15 grader, og en frisk vind ude fra søen var kendsgerningerne, da – trods alt – ni biler dukkede op til torsdagstræf. Og humøret fejlede ikke noget ;o)
Stolene blev fundet frem, diverse tæpper og jakker ligeså, og snart var der gang i termokaffe og småkager, mens snakken gik livligt. Ved 20-tiden blev det dog for køligt, så der var almindeligt opbrud, og vi drog hver til sit igen. Tak til de fremmødte for en hyggelig aften.
Midt-Vest Torvetræf August 2022
Yes! Endelig var vejret med os, en lun vind, og solen tittede frem mellem skyerne. Men det havde dog regnet voldsomt mange steder i løbet af dagen, så måske derfor satte vi ikke fremmøderekord, men godt 20 biler fandt dog vej til Færch Torvet – og en flot række knallerter, som tiltrak sig en del opmærksomhed.
De, der kom, havde en hyggelig aften. Der blev snakket, kigget, drukket kaffe, sparket dæk og udvekslet ferietips og tricks, indtil der var almindeligt opbrud ved 20 tiden. Tak til alle fremmødte og til de, der kom og kiggede på.
Midt-Vest besøg hos Nordvestjysk Fjordkultur i Struer
Sytten sommerklare MG’er fandt vej til pakhuset på Struer Havn, hvor Ejgil og Eric fra Nordvestjysk Fjordkultur havde indbudt os til en rundvisning og en snak om Fjordkultur og vedligeholdelse af gamle skibe. Og det blev et hyggeligt, spændende og lærerigt besøg. Ca. 150 medlemmer er der i foreningen, og stort set hver dag er der folk i pakhuset, for at reparere, restaurere og vedligeholde de gamle både, som i tidernes morgen besejlede Limfjorden. Eller man kommer for bare at få en snak og en kop kaffe. Efter velkomsten og et kig i lokalerne, gik turen ned til havnen, hvor de fleste af foreningens både lå. En planche ved hver kajplads fortalte historien om den pågældende båd, hvornår den var fra, tidligere ejer(e), og hvem der havde restaureret den. Trods det gode sommervejr var vinden lidt kølig, og efter en rundtur på kajen vendte vi tilbage til pakhuset, hvor kaffen blev fundet frem, og Ejgil og Eric var klar til at besvare spørgsmål og fortælle om foreningen. Endnu en afstikker blev det til, da vi fik mulighed for at se en model af den gamle Venø-færge, som var opmagasineret i et andet pakhus længere henne på havnen. Ved 21.30 tiden var der almindeligt opbrud, og vi kørte hjemad med en masse nye indtryk.
Tak til Ejgil og Eric for en rigtig fin aften.
Midt-Vest Torvetræf Juni 2022
Trods en frisk vind, gråvejr, støvregn og ca. 10 graders ”varme” fandt 10 standhaftige veteraner med chauffører og medkører vej til Færch Torvet denne torsdag aften. Jens og Asbjørn’s blå MG Racer blev behørigt besigtiget og beundret, og vi skulle da også lige høre, hvordan sådan en toptunet motor lød. (Den lød godt, skal vi hilse og sige…) De fleste fortrak efter kort tid til Papatya, hvor der var varme, mad og drikke, og snakken gik livligt over bordene. Tilbage ved bilerne ved 19-tiden gik der ikke længe, før vi måtte erkende, at sommeren var langt væk, og der var almindeligt opbrud. Tak til de fremmødte for en hyggelig aften.
Picnic tur med MG Midt-Vest d. 7. maj 2022
Bente og Søren Kjeldsen fra Isenvad havde inviteret til picnic tur til Den Genfundne Bro ved Vestbirk. Vi mødtes kl. 10 på P-pladsen ved Isenvad Kirke, hvor solen var brudt gennem morgenens skydække. Vi var 11 smukke velpolerede MG-biler, der spandt for at komme ud at køre efter en lang vinter.
Med Bente og Søren i front kørte vi ad den hyggelige vej gennem Gludsted og Store Hjøllund Plantager, gennem Vrads til Vrads Station, hvor vi gjorde holdt og nød synet af den gamle stationsbygning indrettet som restauration og de tre gamle jerbanevogne, der bliver brugt som restaurationslokaler. Om sommeren kører der et veterantog på banen. Videre gennem Sønder Vissing og Tørring til Den Genfundne Bro.Her var der trængsel på den store P-plads, så vi måtte parkere længst væk fra broen, men efter køreturen var det dejligt af få strukket benene og i dejligt solskin at trave den lille kilometer, der var ned til broen, der tidligere var en del af jernbaneforbindelsen mellem Horsens og Bryrup. Broen blev bygget i 1899, og var dengang den højeste gitterbro i norden. 15 meter over Gudenåen. Broen blev gravet fri i 2014.
Turen fortsatte nu omkring Vestbirk og Bredvad Sø og med Møllehøjvej og Bredvadmøllevej gennem Brædstrup, Davding forbi Grædstrups Gamle hvide kirke, gennem Løve, forbi Torup sø og Cafeteriakroen ved hovedvej 13, Gennem Gludsted og Over Isen til Bente og Søren Kjeldsens bolig på Ejstrupvej 9 ved Isenvad, hvor Bente og Søren serverede lækre sandwich, øl, vand og kaffe i deres dejlige naturhave. En dejlig tur gennem det midtjyske, hvor vi oplevede både det åbne bakkede og frugtbare landbrugsland med de blomstrende gule rapsmarker og de spirende grønne græs- og kornmarker samt det mere sandede hedelandskab med store nåletræsplantager og mørke jordede nysatte kartoffelmarker.
Midt-Vest Torvetræf maj 2022
Mellem 35 og 40 veteraner af forskellige modeller, farver, faconer og årgange indtog Færch Torvet denne solbeskinnede, men kølige torsdag aften i maj. Og der blev snakket, hygget, spist, drukket, beundret og sparket dæk til den store guldmedalje. Gode råd og idéer blev udvekslet, og planer for sommeren diskuteret. Der er masser af arrangementer rundt omkring i det ganske land, og vi trænger vist alle til at komme ud og nyde naturen, sommeren og de gamle biler. Ved 20.30 tiden var der almindeligt opbrud, og pladsen tømtes langsomt men sikkert for gamle biler. Tak til alle for en rigtig hyggelig aften.
Midt-Vest Klubaften Marts 2022
Ca. 30 suppesultne medlemmer fandt vej til sæsonafslutningen i klublokalet i Autogalleriet denne sidste torsdag aften i marts. Der var budt på suppe med suppehorn og en øl/vand på klubholdets regning. Og der blev gået til aspargeserne med god appetit og godt humør, mens snakken gik omkring bordene. Da alle var mætte, blev tallerkenerne ryddet væk, og der blev plads til kaffe og småkager, og mere snak ;o) Undervejs blev der også lige tid til endnu en opfordring til at ”nogen” tog handsken op og meldte sig som arrangør af forårs-picnic-turen. Vi håber, at det lykkes.
Endnu en hyggelig klubaften lakkede mod enden, og ved 21:30 tiden var der almindeligt opbrud. Tak til de fremmødte og til klubholdet for gode arrangementer i vinterens løb. Vi ønsker alle en fantastisk sommersæson.
Midt-Vest Klubaften Februar 2022
Om det var coronaen, vejret, Putins fremfærd i Ukraine, eller blot almindelig vinter-sløvhed, der gjorde sig gældende, ved vi ikke, men faktum er, at vi satte bundrekord i antal deltagere til klubaften denne torsdag den 24. februar. Og det var ærgerligt – allermest for de, der ikke var der. Vi havde nemlig en rigtig hyggelig, sjov og spændende aften, hvor Steen Elgaard fra Fiat 500-klubben fortalte og viste billeder fra klubbens tur til Italien med bl.a. besøg på den gamle fiat-fabrik i Torino. Med en god portion humor og fine billeder gav Steen os et rigtigt underholdende referat af turen og de genvordigheder og pudsigheder, deltagerne var udsat for undervejs. Vi kvitterede med et par flasker god vin, inden kaffen og rigeligt med franskbrødsmadder blev fundet frem. Snakken gik livligt rundt om bordet, indtil der var almindeligt opbrud ved 21:30 tiden. Tak til Steen og Co. for foredraget, og tak til de fremmødte. Nu håber vi på at se rigtigt mange glade og forårsklare midtvest-medlemmer til vintersæsonens sidste klubaften i marts. Husk tilmelding til denne aften.
Midt-Vest Klubaften Januar 2022
Der var pænt fyldt op omkring bordene, da årets første klubaften løb af stablen torsdag den 27. januar. Vi fik besøg af Rikke og Palle, som i 2020 havde været på tur i deres MGY til Iran sammen med to andre par i hhv. en A’er og en B’er. Den oplevelse havde Rikke skrevet en bog om, og hun og Palle havde desuden lavet et powerpoint show med tilhørende fortælling om turen. Rikke indledte med at fortælle om idéen om at lade turen gå til Iran, om alle spekulationerne og forberedelserne, og dernæst tog Palle over og fortalte om selve turen. Og det var virkelig spændende at se og høre om deres oplevelser undervejs, smuk og bjergtagende natur, enkelte genvordigheder og masser af spændende episoder. F.eks. da de ankom til Iran og skulle have vekslet nogle euro, da de ikke kunne forvente at kunne bruge kreditkort i landet. Hvert par vekslede 500 Euro og regnede med, at der så var til de første 4-5 dage. De gjorde store øjne, da de hver især fik udleveret en plasticpose med adskillige millioner i den lokale valuta – og beløbet rakte i øvrigt til næsten 30 dage. Dejligt, at man på den måde kan blive positivt overrasket. I det hele taget mødte de meget velvilje og positive mennesker undervejs, hvoraf enkelte stadig bibeholder kontakten.
Efter foredraget var der mulighed for at stille spørgsmål, mens kaffe, franskbrødsmadder og kage blev fundet frem. Vi kvitterede for det spændende foredrag med et par flasker god MG vin, og mens snakken gik, fik kaffe og tilbehør ben at gå på. Ved 21:30 tiden var der almindeligt opbrud. Tak til Rikke og Palle for et interessant og spændende foredrag, og til alle fremmødte for en hyggelig aften.