2018 Billeder

Midt-Vest julehygge torsdag den 29. november 2018

Der var fremmøde-rekord, da klubholdet havde indbudt til årets sidste komsammen i klublokalet i Herning. 51 tilmeldte, så der var gang i den store gryde med lutter gode sager, og ca. 250 æbleskiver fik en tur i ovnen. Der var gået julegløgg i beregningen af syltetøjsforbruget, men det fik Jørgen hurtigt rettet op på, og alle blev mætte og glade, alt imens snakken summede lystigt rundt om og på tværs af bordene, som i dagens anledning var pyntet ekstra festligt op.
Efter gløgg og æbleskiver var det tid til endnu en juletradition: bankospil. Og der blev gået til brikkerne og delt præmier ud på række og pladen fuld, med sidegevinster, og rigtigt mange kunne gå hjem med en ekstra flaske MG-vin til julen, eller med en flot engelsk kagedåse og matchende servietter. Flotte præmier!
Kaffe og småkager fik også ben at gå på, og der skulle udveksles julehilsener, gode ønsker og forsætter om næste års MG-planer, inden det var tid til opbrud. Tak til alle fremmødte for en rigtig hyggelig aften, til klubholdet for endnu et godt arrangement, og til køkkenholdet for eminent betjening. Glædelig jul og godt nytår – vi ses i 2019!


Midt-Vest klubaften 25. oktober 2018

Hen imod 40 personer havde fundet vej til Autogalleriet denne torsdag aften, hvor Jette og Niels Peter ville fortælle om og vise billeder fra deres tur i MG’en til Italien i sommer. Og det blev en rigtig hyggelig og spændende aften, hvor vi hørte om de grundige forberedelser til turen, som så alligevel bød på genvordigheder i form af et defekt kardanled. Men som Niels Peter flere gange pointerede: Der opstod ingen problemer, som ikke kunne løses, og de mødte (næsten) lutter venlige og hjælpsomme mennesker undervejs. Så – det overordnede formål med at tilbyde at fortælle om turen: at give flere af os lyst til og mod på at drage på en længere tur i MG’en – lykkedes vist til fulde. Vi kvitterede med et par flasker god MG-vin, og derefter gik snakken lystigt, mens kaffe, franskbrødsmadder og Birgitta’s søsterkage forsvandt som dug for solen. En rigtig hyggelig aften, og det blev da vist halvsent, inden der var almindeligt opbrud . Tak til Jette og Niels Peter, til klubholdet, køkkenholdet og kagebageren, og til alle fremmødte for en vellykket aften.


Midt-Vest klubaften 27. september 2018

Ca. 30 medlemmer dukkede op i Autogalleriet til denne første klubaften i efterårssæsonen 2018. De fleste med en kasse eller to under armen, for nu var det tid at få omsat tiloversblevne stumper, diverse fejlkøb og andet godt fra gemmerne. Og efter lydniveauet at dømme var der godt gang i handlen, indtil dirigenten havde ringet et par gange med klokken, for efter handlen var der foredrag ved Skov Teknik, som fortalte om fordelene ved at anvende additiver i brændstoffet, både på de gamle, men også på nyere biler. En interessant gennemgang, og der blev yderligere gang i handlen, da adskillige flasker additiver skiftede ejer efter foredraget.
Og så var det tid til kaffe og fadevis af lækre, nysmurte franskbrødsmadder, som på forunderlig vis forsvandt som dug for solen, alt imens snakken gik om den forgangne sommer, den snarlige Fredericia-messe, og en forhåbentlig hyggelig og spændende vintersæson.
Tak til de fremmødte for god ro og orden, og til klubholdet for en fin aften.


Midt-Vest Torvetræf torsdag den 6. september 2018.

Så var det sidste træf på Færch torvet i 2018. Vejret så truende ud og der var dråber i luften, men det blev en fin aften, tørt og med 18-20 gr. Ca. 45 køretøjer med besætninger lagde vejen forbi, også denne aften var der nye ansigter og køretøjer.
Vi fik denne aften også besøg af politiet, som lige kiggede forbi. De vidste ikke, at der var biltræf, men synes det så godt ud og ønskede os en fortsat god aften og da de ikke kom i veteranbil kørte de videre på deres patrulje.
Det blev en rigtig hyggelig aften med små borde, hvor der blev spist og drukket kaffe og byttet ferieminder og sikkert også nogle løgnehistorier.
Hos Papatya blev der også travlt med veteranmenuer, så der var godt gang i butikken. Ved 20- tiden var der almindeligt opbrud, og man kørte hver til sit.
Tak til alle, som hen over sommeren har lagt vejen forbi, håber vi ses til næste år.


Midt-Vest picnic tur den 26.august 2018

Søndag kl. ca. 09:00 samledes 16 MG’er ved Hotel Falken i Videbæk, som var startstedet for turen. Vejret så truende ud med lidt fugt i luften, men alle var enige om, at det sikkert blev bedre.
På hotellet var der dækket op med en fin morgenbuffet, men midt under morgenspisningen var der en 3-4 mandskaber, som fik travlt med at få sat tag på bilerne, da der kom en god regnbyge, og så kunne spisningen fortsætte. Efter morgenbuffeten gav Carsten en orientering om turen og udleverede kørevejledning og kort, så man havde lidt at holde sig til, hvis man blev væk.
Kl. 10:00 var der afgang, og nogle få tog taget ned igen, da vejret var blevet bedre, og med Ghita og Carsten som førerhunde gik det nu mod nordvest ad MGvenlige veje, over Spjald – Hover – Torsted og mod Ulfborg. Undervejs blev der et kort stop, så de, der ikke havde tag på, kunne få det igen, ja det danske vejr er ustabilt, et par forsøgte med paraply under kørslen, men med ringe held. Vi kom igennem ”ulveland”, men der var nu ingen, som havde set ulve.
Ca. 11:15 ankom vi til VW og Retromuseet i Ulfborg, og blev modtaget af Susi og Carsten (ja, han hedder også Carsten), hvor vi fik lov at gå på egen hånd i retro afdelingen, det er utroligt, hvad de har formået at få op at stå på ganske få år. Derefter blev vi i samlet trop vist rundt i resten af museet, hvor VW-Carsten levende fortalte om sine biler, og det var rigtigt spændende, han er en god fortæller og krydrer det med små historier. Der var mange forskellige biler, bl.a. boblen – 411 – golf – Karmann Ghia – Formula VEE racer – og ikke mindst en original VWcamper, som i dag er meget kostbar.
Efter rundvisningen blev vi bænket i kaffestuen, hvor vi spiste vores medbragte frokost.
Ved 14-tiden gik turen videre, vejret var nu blevet godt med sol og lidt vind, ruten gik forbi Tvind skolerne. Der er ikke meget at se på grund af bevoksning, men møllen kører stadig, den er bygget midt i 70’erne. Videre gennem Vedersø og til Vedersø præstegård, hvor Kaj Munk boede, det er i dag museum, hvor en del gik på kig i museet, rigtig interessant.
Ved 16-tiden gik det videre mod vest nogle få hundrede meter, og her var vi inviteret på kaffe og kringle ved Dorthe og Peter Jepsen, flerårige medlemmer af MGklubben. De har indtil for 1 årstid siden boet i Holstebro. Da vi var i nærheden syntes de, at der var passende, at vi kom forbi og så deres nye domicil. Det var rigtig flot gjort af dem, – der var dækket op til 30 personer, en rigtig hyggelig afslutning på dagen.
Tak til Ghita og Carsten for en fin dag.


Midt-Vest torsdagstræf i Dollerup Bakker 16. august 2018

Sidste år måtte vi aflyse turen til Dollerup Bakker på grund af regnvejr, og det var lige ved at gå på samme måde i år, men i alt 12 biler trodsede vejrudsigten og mødte op i godt MG-humør denne lidt halvvåde torsdag aften. Og traditionen tro var der ikke problemer med at holde snakken i gang. Ishuset var lukket, men vi havde heldigvis selv kaffen med, og snart fandt vi et par borde og bænke, hvor der var plads til alle. Kaffen blev fundet frem, og vi hyggede os gevaldigt, til der var almindeligt opbrud ved 20-tiden. Aldrig så snart havde vi taget plads i bilerne, før det begyndte at dryppe, og det blev det faktisk ved med, til vi var hjemme. Men det blev alligevel en rigtig hyggelig aften. Tak til alle fremmødte for god ro og orden, – og vi ses derude!


Midt-Vest Torvetræf torsdag den 2. august 2018

Mon ikke det var ny rekord, da mere end 70 køretøjer af varierende årgange, modeller, farver og faconer lagde vejen omkring Færch Torvet denne skønne august aften. I hvert fald måtte vi tage hver en kvadratmeter i brug for at alle kunne være her. Godt nok havde tørken sat sit spor på den store bøg på pladsen, men det lagde nu ikke ikke nogen dæmper på lysten til at hygge og snakke. Morris-folket åbnede som sædvanligt deres hyggelige hjørne med borde og stole en masse, andre benyttede de opstillede borde og bænke til en kop kaffe eller andet, og atter andre besøgte de omkringliggende spisesteder. Der var i hvert fald travlt hos Papatya, hvor der ind imellem var røg i køkkenet, mens de travle medarbejdere langede pizzaer, salater og burgere over disken. I det hele taget var det en skøn sommeraften, hvor vi hyggede os gevaldigt. Snakken gik, ferieminder blev delt, og planer for nærmeste fremtid diskuteret, indtil der ved godt 21-tiden var almindeligt opbrud, og vi kørte hver til sit. Tak til alle fremmødte for en rigtig hyggelig aften.


Midt-Vest Grillaften torsdag den 21.juni 2018

Ebbe og Claus havde igen i år indbudt til grillaften i Danglas’ lokaler på Gartnerivej. Vi måtte desværre undvære Edith, som plejer at være salat- kaffe- og kagemester, da hun var taget på en lille ufrivillig ”ferie” på sygehuset. Heldigvis ikke noget alvorligt, og søster Inger klarede jobbet som stand-in til UG med kryds og slange, assisteret af Birgitta, der som altid var klar med en hjælpende hånd i køkkenet, mens Leo tog en tørn med borde og stole. Så der var gang i grillen, og bordene var flot dækket, da bilerne begyndte at rulle ind ved 18-tiden. Som altid gik snakken muntert lige fra starten, og mens salatbordet blev fyldt med alskens sunde og gode sager, fik gæsterne sig bænket omkring bordene og fundet ”værktøjet” frem. Vejret var jo fint, om end det blæste ca. ½ pelikan, så portene var lukket, og vi sad lunt og godt inden døre. En enkelt ”stryger” fik folk op af stolene undervejs, men inden de kom ud og fik kalecherne op, var det tørvejr igen, – lidt motion er jo aldrig af vejen….
Efter hovedretten blev salatbordet afløst af kaffebord med lækker kage, og vi hyggede os til den store guldmedalje. I år var der ingen tipskupon, men til gengæld et ”omvendt” pladespil. Alle fik udleveret en spilleplade, hvorefter man rejste sig. Så blev der råbt numre op, og hvis nummeret fandtes på éns plade, måtte man sætte sig ned. Den, der stod op til sidst, havde vundet. En sjov og anderledes måde at spille banke på. En fællessang måtte vi også ha’, og alle stemte i, – godt, at holde traditionerne ved lige.
Mætte af mad og hygge var der almindeligt opbrud ved godt 21-tiden. Vi ønskede hinanden en dejlig sommer, og ”vi ses derude”. Stor tak til Ebbe, Claus og Inger, til Birgitta og Leo for assistance, og til alle fremmødte for endnu en hyggelig aften i MG-regi.


Veterantræf og Fly In lørdag den 9. juni 2018

For andet år i træk havde Holstebro Flyveklub og MG MidtVest arrangeret veterantræf og Fly In på flyveklubbens område i Nørre Felding. Vejret viste sig fra sin smukkeste side med sol og en let brise. Den forholdsvis lange grusvej var blevet vandet om morgenen, så gæsterne ikke fik støvet køretøjerne alt for meget til under turen. De første gæster ankom ved 9-tiden, og så gik det ellers slaw i slaw. Der var rykind i klubhuset, hvor der kunne købes kaffe og rundstykker, og der blev power-hygget, mens man nød det gode vejr og aktiviteterne rundt omkring på pladsen. Et stykke væk fra klubhuset var der flyvning med modelfly og droner, og mange lagde vejen forbi dér. Atter andre benyttede lejligheden til at få en prøveflyvning med et af de ultralette fly, eller med svævefly. I det gode vejr var det en rigtig flot oplevelse at se Holstebro og omegn fra oven. Og alt imens gik snakken på pladsen, man beundrede hinandens biler, sparkede lidt dæk og udvekslede tips og tricks. Ved 11-tiden kørte retro-pølsevognen ind på pladsen, og snart fik pølsemanden og hans assistent travlt med at lange pølser over disken. Vi skulle også have haft levende musik på pladsen, men desværre ringede musikerne og fortalte, at bilen var gået i stykker undervejs, så de havde desværre ikke mulighed for at komme. Ærgerligt, men gæsterne tog det med godt humør. Claus fik rigget en højttaler til, så helt at undvære baggrundsmusik kom vi ikke til. Godt og vel 60 veterankøretøjer dukkede op i løbet af dagen, og det så ud til, at alle hyggede sig i det gode vejr. Tak til alle fremmødte for en hyggelig dag og til flyveklubben for samarbejdet og for at stille faciliteter til rådighed – gad vide, om ikke vi ta’r chancen igen til næste år….


Midt-Vest Torvetræf 7. juni 2018

Sol og sommer, 26 grader og en let brise, det kunne lokke veteranerne ud af de varme garager. Mere end 60 af slagsen lagde vejen omkring Færch Torvet på denne skønne juni aften. Kan nogen mon huske, hvornår vi sidst er mødt op i shorts og t-shirt – og har kunnet holde varmen hele aftenen? Nej vel? Og der var høflig selvbetjening af hygge ad libitum, som blev nydt i overflod. Nogle lavede deres eget caféhjørne med borde og stole, andre benyttede de opstillede borde og bænke til at nyde den medbragte mad eller kaffe, og atter andre besøgte et af de omkringliggende spisesteder. Alt imens snakken gik, tips og tricks skiftede hænder, ferieplaner blev luftet, og de gamle køretøjer blev behørigt beundret. Mange lagde vejen forbi torvet og bidrog til den gode stemning, og klokken blev næsten 21, inden der var almindeligt opbrud.
Husk, der er ikke noget torvetræf i juli måned – men vi vender stærkt tilbage den 2. august. Tak til alle for en rigtig hyggelig aften, og god sommer! Vi ses derude!


Midt-Vest Torsdagstræf i Bruuns Have 17. maj 2018

Det tropeagtige sommervejr var afløst af køligere vinde, men solen skinnede, temperaturen sagde 18-19 grader, så vi drog veloplagte af sted til sæsonens første torsdagstræf. Margit og Lean Bruun havde inviteret til åben have på deres perle af en ejendom på Egebjergvej ved Vridsted. I alt 14 biler med indhold indtog gårdspladsen ved 18-tiden, og lige fra starten af gik snakken livligt. Lean fortalte om ”projekt have”, som de to havde påbegyndt for nogle år siden, og efter at have fået udleveret et kort over området var det bare at gå i gang. Og det var virkelig en oplevelse. Et nybygget shelter med tilhørende bålplads indbød umiddelbart til picnic med grillpølser og tilbehør, de gamle skæve popler høstede mange ærbødige kommentarer, en rask travetur til Karup Å (Lean er i øvrigt som én af de få i besiddelse af en kano med nummerplade), og så var det ellers en udfordring at se alle afkroge af haven. De mange rum var hver især små oaser med blomster, træer og buske, vand og et magisk touch af Margit’s kreative hænder. Vi fik også et kig i værkstedet, og vinkælderen, som ikke var nogen kælder, men lige så godt kunne have været det. Og når vi trængte til pause, var der frisklavet kaffe og hjemmebagt kage i galleriet, som vi kunne tage med os ud og finde et sted at nyde sammen med udsigten. Vi var vist mange, som efterfølgende skulle hjem og give et hjørne i haven et lille ”twist”. En helt igennem vellykket og hyggelig aften. En stor tak til Margit og Lean for invitationen – og inspirationen, og til de fremmødte for godt humør og hyggeligt samvær.


Midt-Vest Torvetræf torsdag den 3. maj 2018

Ethvert tilløb til tvivl om, hvorvidt vi endnu en gang kunne leve op til de foregående års flotte fremmøde til torvetræf på Færch Torvet blev hurtigt gjort til skamme. Mere end 30 køretøjer dukkede op på denne torsdag aften, hvor det nok duftede lidt af forår, men varmen lod vente på sig.
Den store bøg var ved at springe ud, og forårsstemningen og forventningen om en dejlig sommersæson lod da heller ikke vente på sig. Der blev snakket, udvekslet vinterhistorier, sparket dæk og snakket sommer og ferieplaner til den store guldmedalje. På Papatya blev der svunget pizzaer over disken i en lind strøm, mens vi fik varmen inden 2.halveg. Da vi havde spist, forsøgte vi at holde på den nyligt erhvervede varme ved at sparke dæk, men det kunne ikke helt gøre det, så ved 19:30 tiden begyndte folk at sive hjemad mod den varme kaffe. Ikke desto mindre blev det en hyggelig aften, så vi slutter med en tak til de, der mødte op og var med til at skyde sæsonen i gang. Vi glæder os til mange hyggelige timer med de gamle biler i de kommende måneder.


Øl-festival lørdag den 21. april 2018

20 veltrimmede, nypudsede og forårsklare veteraner med førere og passagerer stillede op, da Kulturdivisionen havde inviteret os til at deltage i den første øl-festival på Slagteriet i Holstebro. Og der var rigtig mange, der lagde vejen forbi pladsen og beundrede de gamle biler, inden dørene blev åbnet til festivalen. Mange havde nok at gøre med at besvare spørgsmål og vise frem, mens andre benyttede det gode vejr til at sætte stolene op og gøre sig det behageligt i læ af de gamle bygninger. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og det lokkede rigtigt mange gæster til festivalen. Da dørene åbnede var der inden længe kø fra den ene ende af pladsen til den anden, og det varede faktisk 1½ time, inden det tyndede ud. Vi havde fri adgang til festivalen, og fik serveret både øl, vand og kaffe på pladsen, samt et kort til udlevering af en gratis smagsprøve, – i modsætning til langt de fleste af gæsterne skulle vi dog køre hjem, så der blev gået meget forsigtigt til de våde varer. Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, for mange af os var det sæsonpremiere, og hvad kunne man ønske mere end solskin, godt selskab og masser af snak. Tak for en hyggelig dag.


Midt-Vest klubaften torsdag den 22. marts 2018

Der var fuldt hus omkring bordene, da Midt-Vest klubholdet havde indbudt til et hyggeligt punktum for vintersæsonen. Og vi sluttede med manér, med veltillavet aspargessuppe med masser af fyld, dertil sprød flute og øl eller vand, alt sammen sponsoreret af klubkassen. Og der blev gået til aspargeserne, indtil vi ikke kunne mere, – dog var der selvfølgelig plads til en kop kaffe og en småkage. Og mens alt dette blev fortæret var der en hyggelig summen af munter snak omkring den veloverståede vintersæson og de mange planer og ønsker for den kommende sommer, som vi vist alle nærer et fromt ønske om må blive bedre end sommeren 2017. Om det kommer til at holde stik vil vise sig, – men alle glædede sig til at komme ud og køre igen.
Mens kaffen blev drukket, sagde Claus på alles vegne tak til Ghita og Birgitta, som gennem vinteren har serviceret os med kaffe, franskbrødsmadder og masser af kage. Tusind tak for den flotte indsats, som vi kvitterede for med et par flaske MG vin af bedste årgang. Derefter overrakte Jørgen en flot buket sammen med endnu en tak til Birgitta, som efter denne sæson ønsker at give stafetten videre, hvilket er fuldt forståeligt efter at have været ”madmor” i alle årene, hvor vi har haft et klublokale. Stor tak til Birgitta for det flotte bidrag til mange hyggelige klubaftener.
Det var næsten ikke til at få hold på snakken, men ved 22-tiden var der almindeligt opbrud, og folk kørte hver til sit med ”tak for i aften” og ”vi ses derude”. Tak til klubholdet for en fin afslutning på en veltilrettelagt vintersæson.


Midt-Vest klubaften 22. februar 2018

De godt 30 medlemmer, som havde fundet vej til Autogalleriet denne torsdag aften fik en rigtig spændende og morsom aften. Vi havde nemlig besøg af Inge og Troels Nielsen fra Team Old Time, som holdt foredrag og viste billeder fra deres deltagelse i Donting Lake International E-Mobile Rally i oktober 2016. Og eftersom Donting Lake ligger i Hunan provinsen i Kina – ikke lige det sted, der allerførst popper op, når man tænker på Kina, var det absolut ikke en ”helt almindelig dag på rally-kontoret”, det drejede sig om.
Troels fortalte, suppleret af Inge, som samtidigt passede computeren og billederne. Og vi startede med begyndelsen – et el-bil-rally i Tyskland, som det egentlig krævede nogen overtalelse, før Troels og Inge sagde ja til at deltage i. Men de deltog – og vandt deres klasse, og dermed en invitation fra den kinesiske stat til at deltage i Donting Lake rallyet. Herefter fulgte beretningen om forberedelserne, rejsen derned, indkvartering, at være turist i Kina, skik og brug, takt og tone, selve rallyet, kinesernes opfattelse af regler og love, sammenlignet med vores – alt krydret med anekdoter, pudsige oplevelser og masser af billeder.
Undervejs fik både Troels og vi andre smurt stemmebåndene med kaffe, franskbrødsmadder og drømmekage, inden vi fik fortsættelsen og afslutningen på historien. Et virkeligt spændende og sjovt foredrag, som varmt kan anbefales. Vi kvitterede med et par flasker MG vin af bedste årgang, og snakken gik lystigt, indtil der var almindeligt opbrud ved 22 tiden. Tak til Inge og Troels, til de fremmødte, til klub- og køkkenholdet, og til den utrættelige kagebager Birgitta for en helt igennem hyggelig og vellykket aften.


Midt-Vest klubaften 25. januar 2018               

Det blev i alle henseender en forkromet start på det nye år i Midt-Vest. Der var fyldt op omkring bordene, og lidt til, dejligt at se så mange medlemmer støtte op omkring arrangementet. Vi havde besøg af Kim og Jacob fra Forkromeren, som ville fortælle om firmaet og hvad de tilbyder indenfor forkromning af dele. Der blev vist ”før og nu”-billeder, mens de fortalte om den komplicerede proces, tingene skal igennem, inden de igen stråler om kap med solen, og lige giver den allersidste forkromede finish til et restaureringsprojekt. Og der var vist ingen, der var i tvivl om, at kvaliteten var i orden. Spørgelysten var stor, og mon ikke der skal gives et par tilbud til nogen af de fremmødte i løbet af den kommende tid.
Claus kvitterede på klubbens vegne for foredraget med et par gode flasker MG vin, og snart var det tid at finde kaffe, de eftertragtede velsmurte franner, og Birgitta’s lækre kage frem. Snakken gik livligt omkring bordene, alt imens mad og drikke forsvandt som dug for solen. Der var jo gået næsten 2 måneder siden sidste klubaften, så mon ikke der var et garageprojekt eller to, der lige skulle diskuteres, og en del tips og tricks, der skiftede hænder.
Tak for det store fremmøde, til Kim og Jacob for et interessant foredrag, til klubholdet for endnu et godt initiativ, og til køkkenholdet og kagebageren for god forplejning.