2014 Billeder

Åben værksted hos Skive Auto-El lørdag den 11. oktober 2014.

Carsten Thorgaard havde indbudt til pubmøde hos svigersønnen Kim, som driver Skive Auto-el, og som sammen med Carsten’s datter Mia bød velkommen til nogle hyggelige og informative timer i lokalerne på Ulvevej i Skive. Kim fortalte om firmaet og hvad de kunne gøre for bilejere i almindelighed og MG-ejere i særdeleshed, både indenfor auto-el, men også stort set alle andre former for reparationer. Der var rig lejlighed til at spørge, og til at kigge på de projekter, som var i gang i værkstedet. Og Leif benyttede lejligheden til at få kigget på en lille udfordring, som han havde gået og grublet over på det sidste.
Der var kaffe på kanden, og ved middagstid bød værterne på pålægsbrød med øl og vand, så vi blev på alle måder fyrsteligt beværtet. En stor tak til Kim og Mia for en rigtig hyggelig dag, og til Carsten for endnu et godt initiativ.


Midt-Vest klubaften den 29. september 2014.

Der var fuldt hus, da Midt-Vest startede vintersæsonens klubaftener med stumpemarked/bytteaften i lokalerne i Autogalleriet i Herning. Der blev kigget, snakket, spurgt, svaret, forhandlet, givet håndslag og byttet penge og stumper en masse. Al den snak gjorde halsen tør, og køkkenholdet, som denne aften bestod af Ghita, Helen og Mona, kunne se de velsmurte franskbrødsmadder forsvinde som dug for solen sammen med kandevis af kaffe. En helt igennem vellykket aften. Tak til alle fremmødte, til klubholdet, og til back-up’erne for en hyggelig aften.


Sæsonens sidste Midt-Vest Torvetræf i Holstebro, 4 september  2014.

Vejret var med os, og det var lige før, vi overvejede at skulle til at stable bilerne, for at de kunne være der. Da vi havde talt til 80, stoppede vi med at tælle, – så vi må sige, at det blev en sæsonafslutning med manér. Alle hyggede sig, der blev snakket og sparket dæk, byttet ferieminder, tips, tricks og gode idéer, og pizzeriaet havde vist også sæsonrekord.
Tak til alle fremmødte – nu er vi helt sikre på,  at vi vil gentage succes’en til næste år.


Sæsonpremiere i Midt-Vest klublokalet torsdag den 21. august 2014

Næsten 80 af slagter Gøttsche’s gevaldig gode gourmet griller blev sat til livs denne augustaften, akkompagneret af regnens hyggelige (!) trommen på taget. De godt og vel 40 fremmødte fik stillet både sult og tørst, mens snakken gik livligt rundt om bordene. Pølsespisningen blev rundet af med kaffe og Helen’s hjemmebagte chokoladekage. Uhm!
Jørgen benyttede lejligheden til at opsummere, hvad der ligger af planer for de kommende klubaftener, og der blev rundsendt en opfordring til at komme med idéer til aktiviteter. Det blev desuden pointeret, at disse klubaftener jo ikke er en erstatning for det gode gammeldaws pubmøde, – men et supplement. Så hvis nogen har lyst til at vise garagen frem og byde på en kop kaffe, vil der garanteret være opbakning hertil også.
Tak for mad, og for en hyggelig aften.


Sommermesse på Pallisbjerg lørdag den 2. august 2014.

22 biler med kørere og co-drivere stillede op, da Pallisbjerg havde inviteret til sommermesse lørdag den 2. august. Vejret var perfekt, og der var trængsel på pladsen og omkring boderne hele dagen. Mange interesserede kiggede på biler og skulle lige have en snak og høre nærmere om historien om den ene eller den anden MG. Der kom vist også indtil flere købstilbud i løbet af dagen, – men mon ikke, trods alt, alle kørte hjem i de biler, de var kommet i.
Ind imellem var der tid til at tage en tur omkring boderne, som bød på alt fra healing, bisonkød, glaskunst, minkpelse, til andepaté, havekunst og finansieringsmuligheder. Dørene var åbne til både hovedbygning og fløje, og der var livlig trafik hele dagen. Aktiviteterne blev krydret med herlig, levende musik passende til omgivelserne og gæsterne (Ja, fra vore ”unge dage”).
Pallisbjerg kvitterede for vort besøg med fin forplejning: Herregårdstallerken med dejlige, hjemmelavede specialiteter.
En spændende og hyggelig dag i smukke omgivelser. Tak til Pallisbjerg for invitationen og for en dejlig dag.
Se mere på Pallisbjerg’s facebookside: http://da-dk.facebook.com/pages/Pallisbjerg/458498527568411]


MG Midt-Vest Grillaften hos Ebbe og Claus 19.juni 2014

For 6. gang havde Ebbe og Claus inviteret til grillaften i lokalerne på Gartnerivej i Holstebro. Det havde blæst mellem en halv og en hel pelikan hele dagen, men hen mod aften var det alligevel, som om vejrguderne syntes, de ville ønske os en god aften, for solen skinnede, grillen stod godt i læ bag en bil, og vi sad lunt og godt indenfor. Edith havde som sædvanligt fremtryllet et lækkert salatbord, og søster Inger var ophavskvinde til to store, lækre kager til kaffen. Ingers hund Trine syntes også, det var en fin aften – MG pølser smager godt!!
Ebbe gav numre på både harmonika og savblad, og der blev hygget, spist og drukket, sunget, snakket og sparket dæk.
En helt igennem vellykket og hyggelig aften. Stor tak til hele holdet for det gode initiativ.


Midt-Vest Torvetræf 12. juni 2014

Odds’ene var nok lidt skævt fordelt, da juni måneds torvetræf løb af stablen – for VM i bold startede samme dag, men ikke desto mindre dukkede op mod 40 biler op til en hyggelig aften under bøgen med snak, dækspark, udveksling af tips, tricks og røverhistorier, samt mad og drikke. En hyggelig aften.


MG Midt-Vest udflugt lørdag den 24. maj 2014

Kenneth havde lagt spændende planer for denne lørdag i maj, og som han havde lovet, skinnede solen om kap med rækken af nypudsede og toptrimmede MG’er, som mødtes hos Korsholm i Skjern allerede klokken godt 9. Kl. 9.30 blev vi budt velkommen af seniormedarbejder Jens, som fortalte os om firmaets historie, både en gros-delen Guntec, og detaildelen med den store forretning, og alt imens satte vi kaffe og rundstykker til livs.
Efter kaffen så vi lageret, som bugnede af krudt og kugler, hvorefter turen gik gennem bøssemagerværkstedet, hvor man klargjorde og reparerede alle former for skydevåben. Herefter gennem de forskellige afdelinger i butikken til skydebanen, hvor alle, der havde lyst, fik chancen for at nedlægge en hjort. Efter således at have udlevet vores indre Davy Crockett var der tid til at se nærmere på varerne i butikken, inden vi skulle videre. En stor tak til Korsholm og Jens for en spændende formiddag.
Fra Skjern kørte vi til Stauning Whisky, hvor frokosten stod parat: kassevis af pålægskager, sponseret af Punkt1 i Skjern. Men inden vi gik i gang med maden overrakte Karen og Kenneth et maleri/collage med Stauning Whisky som tema, som Karen havde lavet til værterne. En flot sag, som vil gøre sig på væggen i ”smagestuen” sammen med andre billeder fra firmaets historie.
Mens vi guffede i os med god appetit fortalte Martin Vesterby, én af de 9 initiativtagere om idéen til og opstarten af Stauning Whisky, som i løbet af få år er blevet så stor en succes, at det kniber at følge med efterspørgslen. Da maden var sat til livs blev historien krydret med en rundvisning i kornlageret, mæske-rummet, destilleriet og sluttede på lageret, hvor de gyldne dråber lå og modnede i egetræsfade.
Tak for mad, Punkt1 Skjern, og tak for et interessant besøg hos Stauning Whisky.
Fra Stauning Whisky var der ikke langt til den idylliske Stauning Havn. Her mødte vi Karen og Kenneth’s søn John, som selv havde bygget sig en kajak af cedertræ. Et fantastisk flot stykke arbejde. Og vi fik også et par grønlændervendinger med. Imponerende!
Fra havnen kørte vi til Stauning Lufthavn, hvor der var gang i modelflyene, og vi nåede at få en opvisning med, inden vi igen satte os i bilerne og fortsatte til Ringkøbing, hvor der var pause på havnen. Her blev der sat en del is til livs, snakket, hygget og sparket dæk, mens diverse forbipasserende beundrede de gamle biler.
Sidste punkt på agendaen var Rækker Mølle Bryghus.
Her blev vi taget godt imod af Kurt, som er restaurantchef på restauranten, der er tilknyttet bryggeriet. Han fortalte om husets historie fra mølle til bryghus, og om brygningen af øl, efterfulgt af en rundvisning i bryggeriet, og afsluttet med smagsprøver, som vi nød udenfor i det dejlige vejr.
Kl. 18 blev vi kaldt inden døre igen, for da var maden klar. Hakkebøf med bløde løg, nye kartofler, agurkesalat, og TYK sovs! Det smagte. Vi nød maden og de hyggelige omgivelser, og snakken gik lystigt, til der var almindeligt opbrud ved 19.30 tiden.
En rigtig stor tak til Karen og Kenneth for en forrygende spændende og veltilrettelagt dag.


Veteranbiltræf 1. maj 2014

Stemningsbilleder fra årets første Veteranbiltræf på Færch Torvet i Holstebro.


MG Midt-Vest klubaften 27. marts 2014

28 glade MG fans benyttede muligheden for at se MG film samt hyggeligt samvær, da marts måneds – og vintersæsonen’s sidste –  klubaften løb af stablen.
Efter en god times tid tog duften af nybrygget kaffe og udsigten Birgitta’s velsmurte ”frannere” og hjemmebag over.
Snakken gik livligt, mens der blev gjort kål på stort set alt spiseligt og drikkeligt. Inden det var tid for opbrud.
Tak til alle fremmødte, til klubholdet, og til køkkenholdet, for en hyggelig aften.


MG Midt-Vest klubaften den 27. februar 2014

Hyggeklubaften med besøg i Autogalleriet var denne aftens tema.
Og det kunne trække MG’erne af huse.
Over 40 havde fravalgt hjemlig hygge foran fjernsynet og taget turen til Autogalleriet, for at se på de mange udstillede biler.
Så var det tid til kaffe og Birgitta’s  velsmurte franskbrødsmadder – og i dagens anledning: Lækkert hjemmebag, som Linda havde medbragt. Fadene blev tømt til næsten sidste krumme, alt imens snakken gik rundt om bordene.
Så var der jo lige et lille hængeparti. Pubmøde korordinatoren havde glemt at få MG plaketter med til Mors ugen før !
Med en uges forsinkelse blev de behørigt overbragt til Bruno og Preben.


Midt-Vest Pubmøde i Nykøbing Mors.

Lørdag den 22. februar 2014 gik turen til Mors.
Her blev der fuldt hus, da Bruno og Preben havde inviteret til fælles pubmøde. Vi mødtes i Brunos garage, hvor han havde gang i restaureringen af en MGC GT, men det var nu alligevel den lille Austin Seven Special, der tiltrak sig mest opmærksomhed.
Den skal vi nok se mere til i MG Sport regi i de kommende sæsoner.
Herefter gik turen til Bülows Auto, hvor der ud over Bruno’s MGB V8 og Bedford lastbilen, Preben’s MGA (med trailer) også stod en fin MG TD – og i det tilstødende værksted bl.a. en Jaguar, som Preben var i gang med at restaurere.
Hanne og Conny havde haft gang i bageriet, så der var dækket op til kaffe og kage ad libitum. Snakken gik, og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag.
Tak til Conny og Bruno, Hanne og Preben for et rigtigt godt arrangement.


Midt-Vest klubaften 30. januar 2014.

29 forårshungrende MG’er mødte op til årets første klubaften i lokalerne hos Autogalleriet i Herning torsdag aften den 30.januar. Og det blev en rigtig hyggelig aften, som startede med, at Else og Bjarne Simonsen fra Lemvig fortalte og viste billeder fra deres tur til European Event of the year Aviemore 2013 i Skotland. Et detaljeret og spændende foredrag med masser af billeder fra steder, som vi sjældent hører om.
Så var det tid til kaffe og Birgitta’s  velsmurte franskbrødsmadder – og i dagens anledning: Lækkert hjemmebag, som Else og Bjarne havde medbragt. Fadene blev tømt til næsten sidste krumme, alt imens snakken gik rundt om bordene.
Tak til Else og Bjarne, udvalget og de fremmødte for en rigtig hyggelig aften.